Autocamper udlejning

McRent

McRent udlejer autocampere fra mange byer i Tyskland, blandt andet ...

NBC i Jels

NBC i Jels udlejer autocampere i mærkerne Frankia og Bavaria

Vendelbo Vans

Vendelbo Vans udlejer autocampere i Danmark fra både ...

Steder

Autocamper udlejning

Inden man tager afsted på ferie i en autocamper, skal man vælge, om man vil eje eller leje en autocamper. For mange mennesker vil økonomien have stor betydning i valget, mens andre sætter stor pris på friheden ved at kunne drage afsted med kort varsel og i sin helt egen autocamper. Ser man alene på økonomien, skal camperen bruges en del, før det kan svare sig at købe en autocamper.

Et fornuftigt og praktisk alternativ til at eje, er at leje en autocamper fra gang til gang. Tit skal en ferie alligevel planlægges i god tid af hensyn til arbejdspladsen, og så er friheden omkring rejsetidspunktet jo alligevel væk.

Der er mange muligheder for at leje en autocamper for en kortere eller længere periode, både i Danmark og i udlandet. De høje afgifter i Danmark gør, at mange vælger at leje en autocamper i Tyskland eller Sverige, hvor priserne er meget lavere.

Uanset hvor du vælger at leje en autocamper, er det en god idé at besøge en autocamperforhandler eller campingmesse først, for at se nogle forskellige modeller indvendig. Det kan være svært at få et realistisk billede af rummeligheden og indretningen ved kun at se billeder, inden du lejer autocamperen.

På det seneste er mange danske autocamper udlejere - presset af krisen - begyndt at reklamere med "Tyske priser", og priserne på at leje en autocamper er da ganske sikkert også lavere end de plejer at være i Danmark, men tyske priser bliver det nu ikke af den grund, så det er en god idé at undersøge markedet nøje, inden du lejer en autocamper.

Der er dog visse fordele ved at leje en autocamper i Danmark. Først og fremmest er der ingen sproglig barrierer, hverken i den personlige kontakt eller i lejekontrakten. Når man lejer en autocamper, er der mange små forhold, der reguleres i lejekontrakten, eksempelvis bøder ved for sen aflevering, eller ved mangelfuld rengøring af autocamperen, og det er derfor meget vigtigt, at man forstår lejekontrakten, så man undgår ubehagelige overraskelser når den lejede autocamper afleveres hos udlejeren.

Fordele ved at eje sin autocamper

  • Den står altid klar til at tage på campertur
  • Autocamperen er pakket med dit eget udstyr
  • Du føler dig hjemme med det samme
  • Du kender camperen ud og ind
  • Der er plads til spontanitet og ændrede planer
  • Rejser du meget, udlignes den økoknomiske forskel
  • Du behøver ikke gå i panik over småskrammer

Fordele ved at leje en autocamper

  • En billig løsning i forhold til at købe autocamperen
  • Du skal ikke tænke på hverken sevice, gastest eller opbevaring
  • Forsikring indgår som regel i lejen
  • Der findes mange autocampermodeller at vælge imellem
  • Du kan vælge lige den camper, der passer til din tur
  • Ingen store afskrivninger
  • Der findes mange autocamperudlejere
Autocampermodeller

Der er et væld af forskellige autocampermodeller at vælge imellem, når du skal finde din autocamper. Nogle af de ting, du skal tage stilling til, når du skal vælge autocampertype, er:

- Hvor mange sovepladser har du brug for?
- Hvor mange kørepladser - dvs. siddepladser med sele har du brug for?
- Er du frisk på at slå sengen op hver dag til siddepladser, eller skal sengene være faste?
- Kan du leve med støj under kørslen?
- Skal du køre ad små snørklede bjergveje, eller er det vigtigere med god plads i camperen?
- Hvor meget vil du ofre?
- Og hvad siger mavefornemmelsen? ;-)

Autocamper med alkove

Alkovevognen er især kendetegnet ved sovekabinen ovenpå førerhuset. Det gør naturligvis autocamperen lidt højere, men pladsudnyttelsen er rigtig god, og oftest det optimale valg af autocamper til børnefamilier, hvor der er brug for forholdsvis mange sovepladser. En alkovemodel består - ligesom en delintegreret camper - af en bildel med en påsat campingdel, hvilket kan forårsage lidt støj, afhængig af model. Se flere autocampermodeller.

På vores tur rundt i Italien kørte vi i en 7 personers alkovemodel med køjer. Det var et lidt stort skrummel at køre rundt i, men omvendt var der rigtig fint med plads til os alle 4. Alkoven og køjerne udgjorde de fire sovepladser, og vi havde derfor både den store og den lille siddegruppe til fri afbenyttelse hele tiden - en dejlig luksus :-) Vi lejede autoamperen i Tyskland.

Delintegreret autocamper

Den delintegrerede autocamper dukkede op på markedet for at dække den øgede efterspørgsel på autocampere med komfort, både i bodelen og bildelen. Den delintegrede autocamper er ikke så høj som alkovemodellen, og derfor heller ikke så følsom overfor sidevind.

Der er ofte færre, men bedre sovepladser i en delintegreret autocamper end i en alkovemodel. En delintegreret autocamper består af en bildel med påsat campingdel, hvilket giver lidt ekstra støj under kørslen.

Helintegreret autocamper

Forskellen på den helintegrerede camper og den delintegrerede camper er primært opbygningen, hvor en helintegreret autocamper er bygget ud i et, og således ikke er sammensat af en bildel og en bodel. Herved opnås bedre kørekomfort, lavere støjniveau, og førehuset er isoleret.

Mange er særlig glade for den store panorama forrude (som i en bus) i den helintegrerede autocamper, men ellers minder typen om den delintegrerede. I den helintegrerede autocamper er der oftest færre sovepladser end i en autocamper med alkove.

Spaceships

Et Spaceship er en lille camper, der især er populær i New Zealand og Australien. I et Spaceship kan bagsæderne lægges ned, samtidig med at der sættes et telt under den opslåede bagsmæk, og så der bliver 2 soverpladser der. I nogle modeller kan taget  endvidere løftes, og en seng hejses ned, så der også bliver 2 soverpladser under loftet.

Campervan

En campervan er lille, smart autocamper, som ikke er større end en almindelig varebil. Campervanen kan siges at være en moderne udgave af de selvombyggede folkevognsrugbrød - hippiebusser, om man vil;-) Der kan laves 4 sovepladser i en campervan: bagsæderne kan lægges ned og blive til 2 sovepladser, og tages kan skubbes op, så der bliver 2 sovepladser på 1. salen. Trods den begrænsede plads i en campervan, er der køkken med køleskab, gaskomfur, vask, samt adskillige opbevaringsskabe. Der er dog ikke toilet i en campervan.

Autocamperpladser og stellpladser

Når du rejser i en autocamper, har du tit ikke brug for så mange faciliteter, som normalt udbydes på en campingplads, og kan du nøjes med mindre, er der masser af penge at spare ved at vælge camperpladser eller stellpladser.

Camper-parkering.dk

På camper-parkering.dk finder du masser af forskellige overnatningspladser for autocampere. På kortet er de forskellige typer af overnatningssteder markeret med forskellige farver. Overnatning i din camper kan fx ske på havne, bynære p-pladser, bondegårde, kroer, naturpladser, hos private firmaer og ved seværdigheder.

Camper-parkering.dk har besøgt og godkendt mange af camper overnatningspladserne. Du kan se ekstra information om mange af overnatningspladserne.

Camper-parkering.dk arbejder for et campervenligt Danmark, og du kan derfor finde information og nyheder om dette på siden.

Stellplatz-Danmark.dk

Dansk Autoamperforening driver hjemmesiden stellplatz-danmark.dk, hvor du kan finde mange forskellige autocamperpladser i Danmark. Camperpladserne består af bondegårde, havne, parkeringspladser, campingpladser. På stellplatz-danmark.dk kan du desuden se hvor du kan tømme kemisk toilet langs motorvejene i Danmark.

Camperstop Europe

Camperstop Europe er en stor guide i bogform, med mere end 7000 overnatningasteder for autocampere i Europa. Hver camperplads i guiden vises med billede, faciliteter og information om interessante steder i nærheden. Du køber guiden for 25 €.

Bordatlas

Bordatlas er et tysk katalog i bogform med mere end 5000 camperpladser i hele Europa, dog med flest i Tyskland. Du kan købe Bordatlas for godt og vel 20 €, eller du kan købe adgang til deres online version for 10 € pr. år. Bordatlas findes også i en version til smartphones.

Fordele ved at vælge en autocamperplads:

  • Du kan ankomme alle døgnets 24 timer
  • Pladsen ligger ofte tæt på seværdigheder
  • Camperpladser ligger ofte bynært
  • Du betaler kun for de faciliteter, du benytter
  • Billigt at overnatte på en camperplads

Fordele ved at vælge en campingplads:

  • Der er gode faciliteter
  • Der er altid bade- og toiletfaciliteter
  • Du kan blive der så længe du ønsker
  • Der er mere plads til børnene at lege på
  • Ligger ofte naturskønt
  • Sikkerheden er ofte bedre end på en stellplads
  • Du ligger knap så tæt på naboen
Autocamper ctr. campingvogn

Oven på vores første autocampertur (og med masser af mindre campingvognsture i baggagen...) er vi ofte blevet spurgt, hvad er bedst - autocamper eller campingvogn. Men svaret er faktisk ikke så lige til, for hver slags har sine fordele og sine ulemper i forhold til den anden. Så det afhænger meget af ens ønsker til ferien, om man skal vælge autocamperen eller campingvognen.

Udover alle de praktiske foranstaltninger herunder, som du sikkert forholdsvist nemt kan danne dig en menig om, er der også de mere usynlige ting som for eksempel selve fornemmelsen af at være på tur i en camper. For os går der meget hurtigt frihedfølelse og nomadetilværelse i autocamperen, mens campingvognen mere lugter af campist... Men det er helt ok, at det er sådan - der er plads til begge dele.

Vil du ofte flytte fra sted til sted på din tur? Det er rigtig nemt at rykke teltpælene op, når du er afsted i en autocamper. Det eneste, du skal gøre, er at pille strømmen fra, lægge møblerne ind i opbevaringsrummet, rulle solsejlet ind og fjerne klodserne under hjulene. Langt hen ad vejen er det de samme ting som når du kører med campingvogn uden fortelt, bortset fra at du her også skal have støttebenene op, flytte ting fra køleskabet over i en køletaske, og spænde vognen bag på bilen. For både autocamper og campingvogn gælder naturligvis, at du skal huske at rydde op i vognen, så der ikke flyver bøger, lego eller tallerkener gennem luften på turen ;-)

En særlig ting, der gør sig gældende for autocampere er, at du engang imellem skal forbi camperservice, for at tømme spildevandstanken og fylde rent vand på vandtanken. Det er rigtig smart at huske enten på vej ind på en campingplads, eller på vej ud, da det altså er en lille smule besværligt, når først camperen er parkeret....fandt vi ud af ;-)

Er pladsen i forteltet vigtig for dig, eller kan du undvære den? Den helt store forskel mellem camper og campingvogn ligger i forteltet. Du kan ikke sætte fortelt på en camper, og i min optik ville hele idéen med en camper også ryge sig en tur, hvis der skulle fortelt på. Så hvis du er til fortelt, skal du vælge campingvognen. Er du blot til solsejl eller markise, står alle muligheder åbne.

Vil du gerne køre ad hyggelige, og snævre bjergveje, eller vælger du altid motorvejen? Det er ikke alle steder lige nemt at køre med en campingvogn bagpå. Det har selvfølgelig betydning, om der er god trækkraft i din bil, og hvor stor campingvognen er, og hvor erfaren du er i at køre med den, men der ER altså steder derude, hvor det er meget svært at komme rundt med campingvognen, og rigtig mange steder hvor det er meget nemmere i en camper. I Norge har vi for eksempel flere steder oplevet skiltning om at en vej ikke er egnet til campingvogne.

Vil du gerne nemt kunne køre på udflugter, eller tager du seværdighederne på vejen? På vores autocampertur rundt i Italien tilrettelagde vi det som regel sådan, at vi var ude at se noget, de dage vi alligevel flyttede plads. Men man kan også sagtens tage på dagstur i camperen, og så vende tilbage til samme plads - men det skal nok lige aftales med pladsen, så de ikke tror man smutter fra regningen ;-) De nemmeste måde at tage på tur ud og se noget, er uden tvivl at have campingvognen med sig, og så køre afsted i bilen. Det åbner mange flere muligheder - også når man har glemt at handle på vejen....

Har du det fint nok med nedsatte hastigheder for biler med anhænger/campingvogn? I en autocamper er hastighedsgrænserne de samme som i en bil, hvorimod der de fleste steder er nedsat hastighed for biler med campingvogne. Det kan være en lang tur ned gennem Europa i campingvognstempo for den utålmodige, men langt hen ad vejen handler det om indstilling - og om feriens længde ;-)

Er det vigtigt at kunne føre en samtale undervejs med ungerne bagi? Autocampere larmer mere end biler. Punktum. Men der er naturligvis forskel på, hvor meget støj, der er. Alkovemodellerne er efter sigende de mest støjende, og efter en tur i sådan én, kan vi bekræfte støjudfordringen. Støjen var ikke så slem at den på nogen måde ødelagde turen, men det er svært at føre en normal samtale med dem, der sidder bagi. Vi ved (endnu) ikke, hvordan støjgenerne er i andre modeller, men skal der sludres hele vejen, vil det være værd at overveje at tage bilen og spænde vognen bagpå.

Prisforskellen mellem camper og campingvogn? Uanset om du ejer eller lejer, koster autocamperen mest, under forudsætning at du har en bil, der kan trække campingvognen. Der findes masser af steder med autocamper udlejning og campingvognsudlejning, både i Danmark og udlandet.

rejser-rundt.dk